Den 9. marts 1846 begyndte Søren Kierkegaard (1813-55) at skrive i den første af de 36 protokoller, han benyttede som journaler og fortløbende førte frem til september 1855. Den første mærkede han NB, de efterfølgende NB2 til NB36. Denne kæde af journaler, der i alt fylder ca. 7.600 håndskrevne sider, løber parallelt med forfatterskabet fra 1846 til 1851 og danner arsenalet for angrebet på kirken og dens autoriteter fra december 1854 til september 1855.
Kierkegaards ungdomsjournaler, som han skrev i fra 1833 til 1846 og selv mærkede AA til KK, samt de 14 notesbøger, som han anvendte til notater fra 1833 til 1843, udkom som bind 17, 18 og 19 (med kommentarbind) i november 2000 og i maj og november 2001.
De fem første af NB-journalerne udgives for første gang i den form, hvori Kierkegaard førte dem, dvs. i et tospaltet bredformat – et typografisk nybrud – så læseren kan følge, hvordan han foldede siderne på langs, skrev sine optegnelser i inderspalten og sine tilføjelser og senere bemærkninger i yderspalten.
Det ledsagende kommentarbind indeholder en spændende beskrivelse af manuskriptmaterialet og et par tusind kommentarer, der søger at klarlægge, hvad der ikke er umiddelbart tilgængeligt, og som gør den videnskabelige udgivelse til den mest brugervenlige udgave af de fem første af Kierkegaards sene journaler.
Præsentation af Journalerne NB • NB2 • NB3 • NB4 • NB5
Ifølge Kierkegaards egen forståelse udgør Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift et vendepunkt i hans forfatterskab. Førstetrykket udkom i 1846 og danner på én gang afslutning på de pseudonyme vœrker og de opbyggelige taler, der var udkommet fra 1843-45, og indgangen til de kristelige skrifter, der fulgte efter i 1847-51.
Det samme vendepunkt kommer til udtryk i Kierkegaards efterladte papirer. Hidtil havde de journaler og notesbøger, der dækker perioden frem til 1846, altså Journalerne AA-KK og Notesbøgerne 1-15, været hans værksted, hvor ideer og tanker fødtes og fandt deres første form for senere at foldes ud i de pseudonyme værker og opbyggelige taler.
Med NB-protokollerne skifter Kierkegaards journaler karakter. Det selvbiografiske og det personlige træder nu mere i forgrunden. Mens de tidligere journaler var sprælske og udadvendte, rettes blikket i de senere journaler mere indad i refleksioner over forfatterens forståelse af sig selv og af sin rolle i samtiden. Som de tidligere udgør dog også de senere journaler den tekstdigle, hvori Kierkegaard støber og former de tanker og ideer, der kommer til udtryk i de samtidige skrifter.
Under overskriften »Rapport« i begyndelsen af NB-journalen gør Kierkegaard i en række optegnelser status over sit hidtidige forfatterskab og klargør, hvorfor det er fuldbragt med Efterskriften. Han var på det tidspunkt 33 år og overbevist om, at han skulle dø, inden han den 5. maj 1847 fyldte 34. Det skete som bekendt ikke. Han levede videre og fortsatte med at skrive.
I Journalen NB, der indeholder mange dybe refleksioner over forholdet mellem forfatter og væk, anslår Kierkegaard flere af de temaer, der gennemspilles i de følgende NB-journaler, og som bliver centrale i resten af hans forfatterskab.
I alle fem NB-journaler spiller affæren med det satiriske ugeblad Corsaren en vedvarende og væsent lig rolle. På egen foranledning blev han fra januar til marts 1846 udsat for ironiserende og polemiske angreb i artikler, skrevet af P.L. Møller og M.A. Goldschmidt, og i karikaturer, tegnet af Peter Klæstrup. Isœr følte han sig ramte af en tegning, der fremstillede ham som en skævert med ulige lange bukseben, hvilket gjorde ham til genstand for megen moro på gaderne i København – og i hans egen forståelse til »Grinets Martyr«. En oplevelse, der fremprovokerede mange kritiske udfald mod pressen og dens rolle i offentligheden. Alle Klæstrups karikaturer gengives i kommentarbindet K20.
Det er i journalerne NB-NB5, at Kierkegaard udkaster og udvikler de første ideer til skrifter som Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), Kjerlighedens Gjerninger (1847) og Christelige Taler (1848) samt Sygdommen til Døden (1849) og Indøvelse i Christendom (1850). Og det er her han fostrer og forfølger den tanke at benytte genren »Taler ved Altergang om Fredagen«. I juni og august 1847 holdt han de to første af i alt tre taler ved altergangsgudstjenesten fredag formiddag kl. 9 i Vor Frue Kirke i København.
Det er i de samme journaler, at Kierkegaard ytrer sig stadig mere kritisk om det nationale og om de historiske omvœltninger i 1848, og hvor han fremstår som en skarp iagttager og kommentator af de politiske rørelser og samfundsmæssige forhold i samtidens Danmark og Europa.
